Author Archives: Martin W. Hansen

Skab rum til forventningsafstemning

I begyndelsen af efteråret tog jeg kontakt til et firma, der planlægger rejser. Turen gik til Indonesien, hvor jeg skulle på rundrejse omkring Bali med min bedre halvdel.
Et af punkterne på turen var et besøg på Komodo, hvor vi skulle se de sagnomspundne Komodo-varaner. Min kæreste var en smule ængstelig omkring projektet, vi spurgte derfor lidt ind til besøget for at blive klogere på krav og lignende.
Vi fik at vide, at man godt kunne klare junglebesøget i almindelige sneaks, men at det godt kunne være krævende. Derudover skulle vi være på en båd i tre dage inklusiv ud- og hjemrejse, så vi skulle overveje vores bagage og måske sove under åben himmel.
Denne melding gav ikke rigtigt ro i maven. Vi gjorde os derfor en masse overvejelser omkring bagage, kuffertvalg og havde selvfølgelig også tanker omkring selve turen på Komodo.

Da tiden endelig kom, og vi fløj til Labuan Bajo, hvorfra vi skulle sejle til Komodo, viste det sig, at vi kunne lade kufferterne blive på hotellet. Båden var ganske stor og havde en kahyt, vi kunne sove i.
Dermed var alle tanker om køb af store vandrerygsække og lignende gjort til skamme.
Da vi ankom til øerne Rinca og Komodo viste det sig, at det var to naturreservater med nationalparkstatus, vi skulle besøge. Godt nok skulle vi gå i junglen i den voldsomme indonesiske varme, men der var grusstier på hele turen, hvilket gjorde den meget mere overkommelig.

Komodo var suverænt den del af rejsen, vi på forhånd havde gjort os flest tanker omkring og var en smule nervøse for.
Det viste sig at være en fantastisk oplevelse, hvor vi kom helt tæt på varanerne samt oplevede reservatets helt unikke natur – reelt blev alle vores tanker og frygt gjort til skamme.
Pointen er, at mange af de tanker kunne være undgået, hvis vi undervejs var blevet informeret endnu bedre og havde lavet en forventningsafstemning omkring turen med rejsebureauet. Det havde sparet meget nervøsitet.
Som leverandør skal man huske, at kunderne måske ikke altid lige får stillet alle de rigtige spørgsmål, derfor er det vigtigt at skabe et fælles rum og en relation, hvor det er okay at stille ”dumme” spørgsmål og afstemme forventningerne omkring opgaven og produktet, så både leverandør og kunde får det ud af samarbejde, som man forventer og håber på.

Se billeder fra rejsen på 500px

Samspil med kunderne

Der er umiddelbart langt fra et lille enkeltmandsfirma i Danmark til de store amerikanske talkshows, hvor ikoner som Jay Leno, John Stewart og David Letterman har huseret i årevis.
Jeg finder dog alligevel inspiration i det generationsskifte, som de seneste år har været en realitet på flere af føromtalte talkshows. De nye værter skulle virkelig finde fodfæste i nogen gigantiske fodspor – skal man gøre det samme som forgængeren eller gå sin egen vej?

Jeg erkender blankt, at jeg har et soft spot for Jimmy Fallon, der overtog The Tonight Show efter legenden Jay Leno. Fallon har sammen med sit hold bag scenen på imponerende vis sat sig selv i scene bevæbnet med musikken i forskellige afskygninger fra Lip Sync Battle over musiklykkehjul til a cappella-versioner af kæmpe hits.

Det er imponerende og lærerigt på flere niveauer.

For det første gør Jimmy Fallon tingene på sin egen måde i tæt samspil med aftenens gæster. Det samme udgangspunkt har vi hos :kolon, hvor vi går til opgaverne på vores egen ydmyg facon i samarbejde med vores kunder. Der er tale om et samspil mellem os og kunderne, hvor vi i fællesskab skal få budskabet bedst muligt afsted til modtageren.
For det andet giver The Tonight Shows mange lege og musikalske gimmicks et væld af content til de sociale medier, som gør, at Fallon & co. også lever uden for normal sendetid. Netop indhold er vigtigt, når du skal fastholde din kunders interesse – det handler om at være ”top of mind”, så du står forrest næste gang kunden er på udkig efter netop den varer eller service, du kan levere.

Og så er det altså bare vilde tal Jimmy Fallon og The Tonight Show leverer på de sociale medier. Se dem hos Volume, der har skrevet mere specifikt om Fallon & co.

Passion og fællesskab i forskellige former

De seneste uger har traditionen tro budt på travlhed og mange forskellige opgaver. Udover åbningen af Sommerland Sjælland, hvor jeg spenderer langt størstedelen af min vågne timer, så har jeg også haft travlt med det årlige Sørby Marked samt lidt freelanceopgaver.

Fælles for de tre ovennævnte ting er passion og fællesskab. Når Sommerland Sjælland åbner, bruger vi usandsynligt mange timer på kort tid, så parken står klar til åbningsdagen.
På Sørby Marked arbejder jeg og fodboldklubben FS Hashøj frivilligt med at tage os af scener og artister på markedspladsen. Som musikchef, backstagemanager og konferencier er det mit ansvar, at alt ruller så smertefrit som muligt i løbet af markedsdagene. De mange timer skulle gerne kaste et fint beløb af sig, som lander i FS Hashøjs klubkasse.

Sidst – men ikke mindst – mødtes jeg med to af medlemmerne af bandet Fugleflugten i Botanisk Have, hvor vi talte om deres kommende koncert på Roskilde Festival. Samtidig fik vi også en snak om bandets drive og fællesskab – gutterne kan simpelthen ikke holde sig væk fra øvelokalet, der virker som en magnet på dem.
Det er jo et fedt udgangspunkt for et band med ambitioner – det er alt andet lige lettere, hvis man også er gode venner og kan lide dem, man bruger mange timer sammen med. Ligesom jeg har det med Sørby Marked og Sommerland Sjælland.

Du kan i øvrigt læse interviewet med Fugleflugten i seneste udgave af vækstlagsmagasint Mer’ Monitor.